Marshall M. Fredericks: Leaping Gazelle (5)
Dronning Margrethe modtog i 1990 denne bronzegazelle som gave fra en kreds af dansk-amerikanere, udført af billedhugger og dansk konsul i Michigan, Marshall Fredericks, til opstilling i parken. Kunstneren er født i staten Illinois i USA og har skandinaviske aner. Han var bl.a. elev af den svenske billedhugger Carl Milles.
Fredericks har modtaget flere skandinaviske ordener. Dronning Margrethe gjorde ham i 1978 til ridder af Dannebrog. Skulpturen med den voldsomme bevægelse har en fin placering i vildnisset i den uplejede del af parken. Selve skulpturen er 1,50 m. høj. "Klippestykket", den står på, er 0,75 og soklen 0,35 m. høj.
Karrieren
Fredericks karriere begyndte i 1930, da han dimitterede fra Cleveland School of Art. Han modtog et stipendium til at studere hos Carl Milles i Sverige. Han fortsatte sine studier i Danmark, Tyskland, Frankrig og Italien. Tilbage i USA i 1932 blev han ansat på Cranbrook Academy of Art i Michigan, hvor han underviste i mange år.
Fanget i nuet
Gazellen kan ligne en kopi af en tilsvarende gazelle på fontænen Barbour Memorial Fountain på Belle Isle i Detroit, Michigan, hvor den blev opstillet i 1936 for at modtage norske emigranter, der talrigt har slået sig ned i denne del af USA.
Det var Fredericks første offentlige værk, og den springende gazelle er siden blevet genskabt nogle gange. Den yndefulde gazelle er af kunstneren ”fanget” i en position, som kendere kalder ”wheeling”, dvs drejende, en position som en gazelle indtager, når den i fuld fart løber fremad og pludselig ønsker at dreje i en anden retning eller endda dreje 360 grader rundt. I det øjeblik er de bagerste hove solidt plantet på jorden, de forreste hove er langt over jorden, halsen er helt strakt, således at hovedet vender mod himlen, og ryggen er buet med hornene pegende direkte på jorden. Marshall Fredericks har genskabt gazellens bevægelser helt nøjagtigt. På billedet herover ses Fredericks' første springende gazelle fra 1936, Barbour Memorial Fountain i Detroit, Michigan, hvor han i en lang årrække var dansk konsul.
Gud Fader på himmelbuen
Et af Marshall Fredericks' væsentligste værker findes i Sverige i Nacka ved indsejlingen til Stockholm. Det er et imponerende værk, der med en højde på 23 meter, fortjener at blive omtalt. Skitsen er lavet af Fredericks' læremester Carl Milles, men denne nåede aldrig selv at se værket fuldført. Værket skulle oprindeligt have stået foran FN bygningen i New York og bar titlen "The Rainbow. Lord placing new stars on heaven".
Skulpturen fandt først sin plads ved Stockholm i 1995, 40 år efter Milles død og nu skabt af eleven med den nære tilknytning til Skandinavien.
Eget Museum i Michigan
Marshall M. Fredericks har sit eget museum, der er hjemsted for en betydelig samling af over 200 af kunstnerens monumentale gipsfigurer. Museet har til huse i Arbury Fine Arts Center på Saginaw Valley State University i Michigan. Læs mere om Marshall Fredericks på Wikipedia.